Hvis en revisionserklæring på årsrapporten er udtryk for en styrkelse af investorers og stakeholderes tillid til kvalitet af data, solide kontrolprocesser og troværdighed i samfundsansvarlige resultater og nøgletal, så har halvdelen af Danmarks største børsnoterede virksomheder ikke fundet den relevant at etablere hvad angår de årlige CSR-rapporter.
Det må formodes, at selskabernes revisorer præsenterer selskaberne for muligheden for at tilføje en revisionserklæring, når årets samfundsansvar skal opgøres og rapporteres i de årlige CSR-rapporter. Men det har ni af de atten selskaber i C20-indekset i årets CSR-rapporter ikke fundet nødvendigt.
Det drejer sig om selskaberne Tryg, DSV, FLSmidth & Co, Genmab, GN Store Nord, Jyske Bank, Pandora, TDC og William Demant Holding, der alle har mere eller mindre omfattende CSR-rapporter og ofte kommunikerer, at de fx er ”committed to advancing responsible business practices” (Pandora), ”CSR-rapportering har som formål at synliggøre og dokumentere” (Tryg) og ”we are committed to working with CSR in a global context (TDC).
Men dette formulerede ”Commitment” eller fremlagte dokumentation finder ledelserne i de ni nævnte selskaber ikke tilstrækkelig vigtigt til at lade en revisor gennemgå kvaliteten af og på den baggrund udstede en revisorerklæring. Flere C20-selskaber betegnes ofte som CSR front-runners, hvor indsatserne er omfattende og en såkaldt integreret del af forretningsstrategien. Selvom om det i sig selv ikke løser verdens samfundsansvarlige udfordringer, sikrer mod risici eller fjerner etiske spørgsmål, så er det netop front-runnerne, som sikrer troværdigheden i CSR rapporteringen med en revisorerklæring. Det er selskaber som fx Novo Nordisk, ISS, A.P. Møller, Novozymes og Vestas, der alle har en stærk CSR profil og som også har tilvalgt revisorerklæringen.
Flere CSR-rapporter uden revisorerklæring fra C20-selsskaber bryster sig af at følge principperne i Global Reporting Initiative (GRI). Selvom en revisorerklæring ikke konkret indgå som punkt i principperne anbefaler organisationen meget klart, at der gøres brug af revisionserklæringer: ”GRI recommends the use of external assurance but it is not a requirement to be ‘in accordance’ with the Guidelines,” skriver GRI i den seneste version af sustainabilty reporting guidelines.
Den anbefaling følger halvdelen af C20-selskaberne altså ikke. Tryg Forsikring skriver om deres CSR-rapportering, at ”I rapporteringen benytter vi Global Reporting Initiative (GRI) som underliggende rapporteringsprincip og målepunkter. Hos DSV lyder det fra CEO Jørn Bjørn Andersen i forordet til rapporten, at: ”We are now following the most recent G4 Sustainability Reporting Guidelines of the Global Reporting Initiative, which increase transparency and improve the possibility of comparing our CSR reporting with that of other enterprises (…).”