Det er hård kritik, af den amerikanske erhvervselite, som Mark S. Mizruchi, professor Michigan University, fremfører i sin bog; ”The Fracturing of the American Corporate Elite.” Gennem bogens trehundrede sider argumenterer han for, hvordan konservatismen siden anden verdenskrig snigende har udryddet den samfundsansvarlige topleder i sådan en grad, at han eller hun hverken har interesse i eller mulighed for at adressere de allerstørste udfordringer i det amerikanske samfund.

Ifølge Mizruchi er det afgørende, ikke bare for USA´s fremtid, men for hele verdens beskaffenhed, at de største amerikanske topledere igen samler sig og tager ansvar for helt overordnede samfundsudfordringer. Et ansvar, argumenterer Mizruchi, de påtog sig i perioden fra New Deal i 30´erne, over Marshall hjælpen sidst i 40´erne, igennem ”the golden age”, hvor idéen om ”capital-labour accord” afspejlede respekten mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, ved skatteforhøjelserne i 50´erne dedikeret til Korea-krigen og frem til 60´ernes sociale forbedringer for arbejderklassen, som tidens toplederne måske ikke elskede, men accepterede som et vigtigt element i samfundsudviklingen.

Bogens samfundsvidenskabelige karakter gør i sagens natur, at Mizruchi fortolker historiske begivenheder og derigennem sandsynliggør en række årsager til, at den amerikanske erhvervselite ikke længere formår at mobilisere fællesfront for at løse de største samfundsudfordringer. Han søger forklaringer, ikke beskyldninger, og han viser hvordan erhvervseliten har ”sejret ad helvede til” – eller som Mizruchi formulerer det – ”Winning the War but losing the Battle” og underbygger det med at: ”The corporate elite´s victory over the forces that had constrained it had the paradoxical effect of leading to its undoing.

I Denmark var det som bekendt arbejderklassen, der selv formulerede den paradoksale sejre. I USA er det Mizruchi, på virksomhedselitens bekostning. Begge sejrer – uden sammenligning i øvrigt – har ført til tornerosesøvn, langt væk fra de store samfundsspørgsmål, men tæt på sær- og egeninteressernes holdeplads. For de amerikanske topchefers vedkommende med snævert fokus på kortsigtet shareholder-value.

Det gælder sager som det skyhøje amerikanske statsunderskud, fattigdom, global opvarmning, finanskrise, forfaldne skoler, nedslidt infrastruktur, sundhedsomkostninger og stigende energiforbrug. Han påviser sin pointe ved at undersøge, hvordan fx skattestigninger helt op til 1990 for dele af erhvervseliten stadig var en accepteret anbefaling til at finansiere kriser og samfundsudfordringer. Siden er viljen til højere skatter forstummet i takt med erhvervslivets stigende lobbyisme for at stå imod global konkurrence og finanskrise. I 2011 havde 238 af 244 republikanere i repræsentanternes hus, og 40 af 47 i senatet, underskrevet ”the taxpayer protection pledge”, der alene kæmper for at begrænse skattebetalinger for virksomheder såvel som for privatpersoner.

På mange måder minder Mizruchi os om en hedengangen tid, hvor erhvervsledere var samfundspragmatiske og storsindede. Men også så magtfulde, at de ”sejrede ad helvede” til og ikke bare formåede at stoppe skattestigninger, men også gøre Clintons og Obamas sundhedsreformer uambitiøse i forhold til tidligere præsidenters, reducere sig selv fra fortune-800 til fortune-500 gennem en massiv fusionsbølge, eliminere antallet af arbejderbevægelsens strejker til en bagatel og bænke bankerne til en formidlingsrolle qua egen rigdom. Det hele med den paradoksale konsekvens, at et hvert forsøg fra en amerikansk CEO på at udtrykke et øget samarbejde mellem staten og virksomhederne vil placere ham til venstre for det demokratiske parti. Og ingen toperhvervsleder i det amerikanske samfund ønsker at entrere den fløj.

For Mizruchi er den tilbagevende samfundsansvarlige CEO den eneste løsning på verdens store udfordringer og bogens konklusion er klar: Den amerikanske virksomhedselite må igen forene sig og stå sammen for at råbe polikterne op. Med Mizruchi´s egne ord: ”Ingen folkevalgt vil være i stand til at fortælle den amerikanske offentlighed, hvad den har behov for at høre om den forestående krise (…). En sådan kurs ville beløbe sig til politisk selvmord. Men en gruppe af virksomhedsledere, der taler med én stemme, og i stand til at samle politikere fra begge de store partier, kan måske være i stand til at overbevise vores politiske ledere, at de ikke har noget andet valg end at skabe en fælles front for at gøre, hvad der er nødvendigt for at redde verden, som vi kender den.”

—-The Fracturing of the American Corporate Elite
Harvard University Press 2014

 

Comments are closed, but trackbacks and pingbacks are open.